Tranbjerg under besættelsen

Af Lars Kjærsgaard Johansen – Tranbjerg Lokalhistoriske Samling

i denne måned, maj 2020,  er det 75 år siden, Be­frielsen fandt sted den 4. maj 1945, og i den anledning vil denne artikel beskrive nogle af de ting, der skete i Tranbjerg under Besættelsen

Den tyske besættelse af Danmark fra 1940 til 1945 er uden tvivl den peri­ode i Danmarkshistorien, der er mest ind­gående beskrevet gennem utallige bøger og artikler, og næsten hvert år bliver der også indspillet en film, der belyser perio­den, senest “De forbandede år”. Også po­pulære serier som Matador og Badehotel­let har i nogle afsnit fokus på perioden.

Hverdagslivet i Tranbjerg
I  1940 boede der 900 personer i Tranbjerg sogn, og de delte selvfølgelig Besættelsens vilkår med resten af befolkningen. Således skulle der allerede den første aften, den 9. april, opsættes mørklægningsgardiner for vinduerne, og i mangel af bedre måtte man bruge tæpper eller lignende. Mørk-lægningstiden varede helt frem til den 4. maj 1945.


Et andet fælles vilkår var knapheden på varer, og nogle varer forsvandt helt fra hylderne. Derfor fik hver familie til­delt rationeringsmærker, som skulle afle­veres ved køb af de forskellige varer som sukker, mel, kaffe, te, brød, smør, kød og sæbe. De tildelte rationer var små, så man måtte indstille sig på begrænsningens kunst. Opfindsomheden var stor, og der blev lavet mange forskellige erstatnings­varer, bl.a. for kaffe og tobak. De sidste rationeringer på kaffe og sukker blev først ophævet i 1952.
Nederst på siden kan du læse mere om rationeringen under besættelsen.

I Tranbjerg var man dog bedre stillet, end det var tilfældet i byerne, da de fleste indbyggere boede på gårde og husmands­steder, der var selvforsynende med de vig­tigste fødevarer. Næsten alle øvrige ind­byggere i Tranbjerg havde et stykke jord, hvor de kunne dyrke grøntsager og kar­tofler, og så kendte de også et sted, hvor de kunne handle ved stalddøren, selv om det selvfølgelig var ulovligt.

Beskæftigelsesarbejde 1941. Sletvej rettes ud ved Sleth Teglværk, så vejen kom til at gå syd for teglværket.

Tørvegravning ved Tranbjerg Mose(området ved Tranbjerg Sø) ca. 1944. På billedet ses Jens Godsk og Villy Rasmussen. Billed ID: B1944.

Der opstod hurtigt mangel på brænd­sel, så importen af kul og koks gik til by­erne, mens man på landet måtte nøjes med tørv og træ. Tørv har en dårligere brændværdi end kul, det lugter og det gi­ver løbesod, men det var den mulighed, man havde. Der var flere moseområder i Tranbjerg, og den private tørvegravning bredte sig, men langt det meste blev købt.

I sommeren 1941 blev det påbudt, at alle altid skulle bære et identitetskort med billede og underskrift samt personlige oplysninger. I Tranbjerg blev de udstedt af Holme-Tranbjerg kommunes kæmner (kommunaldirektør), C. Hougaard.

Usikkerhed og frygt
Endnu et fælles vilkår under Besættelsen var en konstant følelse af usikkerhed og periodevis frygt for, hvad der kunne ske for ens nærmeste og for udviklingen ge­nerelt. Usikkerheden var størst i de sidste par år af Besættelsen, men også i begyn­delsen var man usikker på grund af den nye situation.

Først og fremmest var man nervøs for muligheden for en luftkrig. I juni 1940 modtog sognerådet en meddelelse fra Po­litimesteren om indretningen af offentlige beskyttelsesrum, og der blev etableret ét tæt ved Tranbjerg Kro. Som mange andre steder blev der også i Tranbjerg oprettet en Luftværnsforening, og medlemmerne skulle hjælpe befolkningen i tilfælde af luftangreb. De fik en samariteruddannelse og holdt regelmæssige øvelser.

I løbet af 1943 øgede modstandsbevæ­gelsen antallet af sabotageaktioner. ; ‘ tyske besættelsesmagt svarede igen ; . -øget brutalitet, fx schalburgtage og drab på tilfældige og kendte personer, \blden foregik især i byerne, men den viste sig også uden for byområderne.

Det var ved at gå ud over den tidligere sognerådsformand Mikael Nielsen, der boede på Tranbjergvej. Han var ble­vet sparekassedirektør i Landbosparekas­sen i Aarhus, og ved en tilfældighed fik han i 1943 at vide, at han var sat på tyskernes likvideringsliste som gengæld for drab på stikkere. Efter hurtigt at have  pakket en kuffert, forlod han Tranbjerg og gik under jorden, og dagen efter hans hustru Nanna efter ham. t Holger på 11 år, som har fortalt han fik intet præcist at vide følgen c; boede ægteparret hos forskellige lar -liemedlemmer, men efter en månecdfik Mikael Nielsen at vide, at han r slettet af likvideringslisten, og har.  . . tilbage til Tranbjerg og genoptog sit  job.
Der skete ham ikke noget, men det må have værethave været en meget usikker periode for ham.

Den kolde skulder
Næsten alle i Tranbjerg var imod den ty­ske besættelse, men der var enkelte, der samarbejdedemeget med tyskerne. De fleste gjorde det af økonomiske årsager, men der var også nogle, der tilsluttede sig nazismen. Danskernes generelle holdning var at give tyskerne “den kolde skulder”, dvs. at man accepterede nødtvunget deres tilstedeværelse, men man ville ikke have noget med dem at gøre, og det bedste var, hvis man kunne latterliggøre dem. Det gik også ud over dem, der samarbejdede med besættelsesmagten.

Det tydeligste eksempel på modviljen mod nazismen i Tranbjerg ses i en re­vyvise på Tranbjerg Kro i 1942. Den var skrevet af Holger Nielsen, Børup, og blev skrevet på melodien “Hen til kommoden” Hr. Klausen, der omtales i visen, er Fritz Clausen, der var leder af de danske nazi­ster, og “Fædrelandet” var de danske nazi­sters avis:

“Vore Klausenister/bliver mere bistre/ siger vi er dumme, de har selv forstand/ De skal blot til roret, sikke flot vi får’et/ så bliver der et Paradis Slaraffenland/ så skal vi på mawsen/krybe for Hr. Klausen/ Armen skråt i vejret, sige Klausen, Heil!/ Kan vi ikke ta’en, får vi på Goddaen/ sådan er programmet, hvis jeg ej ta’er fejl/”Fædrelandet” med sort på hvidt/si­ger os, hvad vi skal tro og tænke/tænke selv, det er rigtig skidt/det er rart at føres rundt i lænke.”

Det var dristigt at synge denne vise of­fentlig i 1942, for den tyske censur var grundig, men den nåede altså ikke til Tranbjerg Kro. I en tilføjelse til visen står der: “En lokal nazist gjorde indsigelse med hælesmæld og honnør – men der skete intet”.

Dilettant på Tranbjerg kro 1943. På første række nr. 3 fra venstre ses Holger Nielsen, som skrev revyvisen i 1942 mod nazismen. Billed ID: B156.

Fester og fritid
Tranbjerg Kro var stedet, hvor man trods Besættelsestiden mødtes til festlige stun­der. I sommerhalvåret havde kroen åbent til kl. 24. Ud over revyer blev der også hvert år opført de populære dilettantstyk­ker, som mange lagde et stort arbejde i. Derudover blev der også holdt private fe­ster, og om lørdagen var der ofte bal

Foreningslivet fortsatte også. Tranbjerg Sangforening lånte lokaler på skolen til dens ugentlige øvetimer under ledelse af lærer Johannes Kristensen, og i vinter­halvåret lånte Tranbjerg Idrætsforening gymnastiksalen til badminton, i 1943 fire gange om ugen. Biblioteket var også pla­ceret på skolen, så Tranbjerg Skole var et meget aktivt sted uden for skoletid

Tysk fly nødlandet ved Ellemosevej. Billed ID: B386.

Det nødlandede jagerfly ved Ellemosevej
Den mest dramatiske begivenhed under Besættelsen fandt sted på en mark mel­lem Tranbjerg og Slet i marts 1945. Her nødlandede et tysk jagerfly, og kort efter ankom nogle tyske soldater, som skulle bevogte det. De soldater, der ikke havde vagt, opholdt sig i et træskur ved en nær­liggende gård på Ellemosevej. Begivenhe­den vakte opsigt i Tranbjerg, og mange kom for at se jagerflyet. Nogle af drenge­ne fra dengang husker endnu, at de også kom i kontakt med venlige tyske soldater.

Roen blev brudt den 24. marts, da fire modstandsfolk kom cyklende til stedet for at ødelægge flyet eller i det mindste fjerne våben og ammunition. De overrumplede de tyske soldater i skuret, og fik dem af­væbnet. Derefter beordrede de soldaterne til at gå mod jagerflyet med hænderne i vejret i den hensigt også at afvæbne de to vagter ved flyet. Men noget gik galt, og en af modstandsfolkenes maskinpistol gik af, sandsynligvis ved en fejl. Der opstod forvirring, og de tyske vagter begyndte at skyde. Danskerne tog flugten, men to af modstandsfolkene blev dræbt. Det lyk­kedes de to andre at flygte. De dræbte var Hans Zeuthen Engberg og Niels Mølgaard Mikkelsen.

Begivenheden gjorde et stort indtryk på befolkningen i Tranbjerg, og efter Be­frielsen blev der foretaget en indsamling for at rejse en mindesten for de dræbte modstandsfolk. Den store og de to små mindesten blev placeret ved vejsiden af Ellemosevej, tæt ved nedstyrtningsstedet, og stedet er siden blevet benyttet til at markere Besættelsens mærkedage.

Befrielsen
Da Befrielsesbudskabet blev meddelt gen­nem BBC om aftenen den 4. maj 1945, udløste det med det samme en euforisk glæde. Mørklægningsgardinerne blev re­vet ned, og der blev sat lys i vinduerne. Glæden fortsatte i de følgende dage, og den beskrives bl.a. af Rasmus Jensen, der ejede “Kobberstedet” i Gunnestrup:

“Vi der oplevede den aften (4. maj) og dagene derpå kan uden overdrivelse sige, at det nok har været den største oplevelse i vort slægtleds tid. Det er ikke til at be­skrive den lettelse efter de fem forbandede år, hvor vi var besat af en fremmed magt. — Mens kirkeklokkerne i Tranbjerg og Mårslet kimede freden ind (den 5. maj om morgenen), hejste jeg første gang fla­get på Kobberstedets flagstang – et øjeblik jeg vil mindes til min sidste stund”.


——————-
Tyske tropper på vej gennem Tranbjerg .
Det lyse hus til højre er Tranbjerg hovedgade 39, og bag ved det ses nogle af Tranbjerg Kro’s bygninger.

 

Billed ID: B2100

.

Rationering: