En soldat fra 1864

Tranbjerg Lokalhistoriske Samling – Lars Kjærsgaard Johansen
Både i Treårskrigen 1848-1850 og i krigen 1864 kæmpede adskillige unge mænd fra Tranbjerg sogn mod tyskerne og østrigerne. En af dem, der deltog i 1864, var Eskild Mikkelsen, som blev født i Sleth i april 1834. Han voksede op med fem søskende på en fæstegård over for Sleth Mølle, omtrent dér hvor Uggerhøj biler ligger i dag.

Eskild Mikkelsen med familie

Vi ved meget om Eskild Mikkelsens liv, fordi han hele livet gemte dokumenter, breve, papirer, ja selv skrivehefter fra skoletiden. Disse papirer er blevet videregivet til senere generationer, og for to år siden blev de afleveret til Tranbjerg Lokalhistoriske Samling.
Barndom og ungdom
Det tidligste bevarede dokument er Eskilds Kokoppe-Indpodnings-Attest, altså et vaccinationskort, fra 1839. Et par år senere begyndte han i Tranbjerg Skole, og herfra har han gemt tre skrivehefter fra 1847-1848. Det er meget sjældne arkivalier, og man kan se, at de ældste elever brugte meget tid på diktat, fx om de danske konger, således at de fik skrevet deres egne historiebøger.
Eskild blev konfirmeret i foråret 1848, og præsten gav ham karakteren Udmærket for kundskaber, altså den højeste karakter. Derefter kom han ud at tjene på forskellige gårde, og ud fra hans skudsmålsbog kan man se, at han bl.a. har været tjenestekarl i Børup. Værnepligten blev aftjent i midten af 1850´erne, og soldaterpapirerne viser, at han i 1856-1857 var indkvarteret i Altona i over et år. Efter værnepligten har Eskild Mikkelsen uden tvivl genoptaget sit arbejde som tjenestekarl, men der er ingen papirer fra denne periode i hans liv.

Genindkaldt 1863
I 1863 udbrød der en alvorlig krise mellem Danmark og Det tyske Forbund, som blev ledet af Preussen. Mod internationale aftaler ville Danmark forene hertugdømmet Slesvig med Danmark og dermed udskille hertugdømmet Holsten fra den danske helstat. Holsten havde tætte forbindelser til Det tyske Forbund, som modsatte sig det danske krav. I slutningen af året trak det op til krig, og mange tusinde unge mænd blev genindkaldt til forstærkningsstyrken, heriblandt Eskild Mikkelsen.
Han ankom til København den 10. december og oplevede en overbefolket by, der var præget af en hektisk og nervøs stemning. Dels var den danske konge Frederik VII død i november midt under den alvorlige krise, og derfor var der mange tilrejsende, der ville overvære hans bisættelse, og dels var der et par tusinde genindkaldte soldater, som skulle udrustes, inden de blev sejlet til Flensborg.

De tre skrivehæfter fra 1845-48

Eskild Mikkelsen var en flittig brevskriver, mens han var soldat, og otte af brevene til familien i Sleth er bevaret. Han har uden tvivl skrevet flere, men de bevarede giver et godt indtryk af hans oplevelser og tanker på forskellige tidspunkter i soldatertiden. De to første breve stammer fra tiden i København. Heri skriver han, at han ”finder sig godt fornøiet i min stilling”, og at ”staden her vrimler af soldater, (så) der må ligge mange på gaden og i eksercerhusene om natten”. Han skriver også, at han de første ti dage kun har haft en times eksercits.

Januar 1864 – Thomby
I første halvdel af januar skrev Eskild Mikkelsen tre breve til familien fra Thomby, hvor han sammen med 21 andre var blevet indkvarteret i en bondegård. Landsbyen ligger ca. 20 km nordøst for Slesvig og Dannevirke, hvor de danske tropper ville stoppe de tyske troppers fremrykning. Nytårsdag havde kompagniet marcheret hele dagen med fuld oppakning for at nå frem til Thomby, og Eskild skriver: ”Så jeg var træt. Jeg har aldrig været så træt i mine dage, men et menneske kan holde meget ud”. Han fik ofte breve hjemmefra, og han tænkte meget på familien i Sleth. Soldaterne følte sig isoleret i Thomby, bl.a. fordi de ikke kunne forstå tysk og derfor ikke kunne tale med befolkningen eller læse aviser. De hørte mange rygter, men de var for det meste løgnagtige.
Soldaterne brugte noget tid på øvelser, men det det lader til, at de første uger i januar var en slags ventetid før opgøret med tyskerne. Eskild ville søge om tilladelse til at besøge sin lillebror Christen, som var blevet stationeret i Slesvig by. Han skrev også i flere af brevene, at han håbede at blive hjemsendt og inddrager ofte Gud i sine overvejelser: ”Gud kan måske vende det til det bedre, at vi snart kan vende hjem igen”. Han havde også tid til at spørge, om familiens sorte hest var blevet solgt, og om ”ikke kornpriserne er lidt højere nu? ”

Februar 1864 – Als
I begyndelsen af februar opgav den danske general de Meza at forsvare Dannevirke og beordrede tilbagetrækning til Dybbøl og Fredericia. Militært set var det en fornuftig beslutning, men den kom som et chok for befolkningen og regeringen. For soldaterne betød det en meget barsk tilbagetrækning i et voldsomt regn- og snevejr, og deres udrustning var dårlig.

I brevet, som Eskild Mikkelsen sendte fra Sønderborg den 12. februar, beskriver han indgående de voldsomme og umenneskelige vilkår, han oplevede under tilbagetrækningen: ”Jeg har gennemgået meget ondt siden jeg rejste fra Eder. ” Han fortæller, at han måtte marchere 40-50 km om dagen i både regn- og snevejr: ”… da var der fire nætter og dage i rad, vi fik hverken søvn eller hvile, vi måtte ligge på marken om natten, og marchere om dagen en 6 a 7 mil pr. dag”. Eskild oplevede også sin første ildkamp, da han på en patrulje stødte på tyske soldater.

I et senere brev beskriver Eskild Mikkelsen oplevelserne med at forsvare skanserne på Dybbøl, som dagligt blev beskudt og angrebet af tyskerne. En forpost varede i tre døgn; først 24 timer på vagt i skanserne, derefter i beredskab i 24 timer og til sidst igen 24 timers vagt. Allerede i februar oplevede Eskild en times ildkamp, hvor en kammerat blev såret og en anden dræbt. Til sidst måtte de danske soldater angribe tyskerne med bajonetter for at trænge dem tilbage.

Juni 1864 – Fyn
Det sidste bevarede brev er fra begyndelsen af juni, altså over tre måneder senere. Eskild Mikkelsen har uden tvivl skrevet flere breve i den mellemliggende tid, men de er ikke bevaret. Derfor ved vi ikke, hvad han oplevede, da tyskerne angreb og erobrede skanserne på Dybbøl den 18. april 1864. Måske var han heldig ikke at have vagt den dag.

Efter nederlaget blev der etableret en våbenstilstand mens der blev ført forhandlinger om betingelserne for en endelig fredsslutning, og samtidig blev mange danske soldater overført fra Als til Fyn, bl.a. Eskild Mikkelsen. Herfra stammer det sidste brev, og det er tydeligt, at der igen er kommet mere ro på soldaterlivet: ”Jeg får aldrig så gode dage som jeg har her på Fyn”. Han beder dog om at få tilsendt nogle penge og nogle strømper. I slutningen af maj blev Eskild Mikkelsen udnævnt til underkorporal.

I fredsforhandlingerne ville danskerne ikke opgive deres krav, og derfor genoptag Det tyske Forbund krigen. I slutningen af juni erobrede tyskerne Als i et meget blodigt slag, og dermed var krigen omsider slut. Det betød, at grænsen blev flyttet helt op til Kongeåen, men det betød også at Eskild Mikkelsen kunne hjemsendes. Det skete den 17. august. Han havde været heldig med at slippe uskadt gennem krigen ligesom lillebroderen Christen.

Kildegård i Ravnholt. 2018.

Tiden efter 1864
Den 10. april 1866 blev Eskild gift med Maren Rasmussen fra Gunnestrup i Tranbjerg Kirke. To måneder senere flyttede parret til Ravnholt, hvor de købte gården ”Kildegård”, og her boede de resten af livet. De fik tre børn, Ane Margrethe i 1867, Maren i 1871 og Rasmus Mikael i 1879. Imidlertid døde to af børnene meget tidligt, først Maren i 1876 og derefter Rasmus Mikael i 1893.
I 1898 giftede datteren Ane Margrethe sig med Jens Jensen, som var tjenestekarl på gården. I 1904 døde hustruen Maren, og året efter gik Eskild Mikkelsen på aftægt og overdrog gården til datteren og svigersønnen. Den meget detaljerede aftægtskontrakt er bevaret, og den sikrede bl.a. Eskild Mikkelsen ret til at råde over to af gårdens værelser. Ane Margrethe døde som 40 årig i 1907 uden at have fået børn. Eskild Mikkelsens sidste år blev derfor noget ensomme, idet både hustruen og de tre børn var døde. Han selv døde 76 år gammel i 1911 og blev begravet på Tiset Kirkegård.
I 1877 havde Eskild Mikkelsen fået tildelt erindringsmedaljen for sin deltagelse i 1864-krigen. Den blev uddelt med 13 års forsinkelse til ca. 55.000 tidligere soldater, heraf 11 som boede i Tranbjerg sogn, bl.a. broderen Christen Mikkelsen.